Ernæring til din baby

Et komplet ernæringsprogram, tilpasset din babys skiftende behov.

Amning er den bedste start

Brystmælk er uden tvivl den bedste mad for det lille barn. Bliv derfor ved med at amme, så længe det føles godt for dig og dit barn. I det første halve år giver brystmælken al den næring, som dit barn har brug for. Brystmælk er desuden tilpasset det enkelte barn. Det indeholder præcis den rette sammensætning af alle næringsstofferne. Brystmælken hjælper også med til at beskytte barnet mod infektioner. Derudover giver amning også en helt enestående nærhed mellem dig og dit barn.

Brystmælk er den perfekte mad til små børn. Men amning er mere end mad. Det er også tid til nærhed. Det er desuden praktisk altid at have tilpas varm, nylavet, lettilgængelig og billig mad ved hånden. Hvis du får problemer med amning, kan du kontakte sundhedsplejersken.

Hvad indeholder brystmælk?

Brystmælken har en unik sammensætning, så den passer til spædbørn. Fra et ernæringsmæssigt synspunkt findes der ikke noget bedre. Den indeholder ganske enkelt alt, hvad det lille barn har brug for i de første seks måneder, i præcis de rette mængder. Først efter seks måneder behøver barnet anden mad som supplement til amningen, men det er en god idé at lade brystmælken være en del af kosten i hele det første år eller længere.

Hverken brystmælk eller komælk indeholder store mængder jern. Men naturen har ordnet det så praktisk, at barnet dels fødes med sit eget jerndepot, dels kan optage en stor del af den lille mængde jern, som faktisk findes i brystmælken. Desuden passer brystmælken til spædbarnets behov, fordi den i forhold til komælk kun indeholder en tredjedel protein og betydeligt mindre salt.

Andre mineraler og vitaminer findes i de mængder, som barnet har brug for. De vandopløselige vitaminer i brystmælken afhænger af moderens kost. Brystmælken indeholder også flere forskellige stoffer, som beskytter mod infektioner.

> Lad os lave mad!